Danske Hold Mesterskaber 2010
Dato: 14-04-2010 10:18:48, forfatter: Tommy Jensen
- men en ærgerlig 7. plads
Svømmerne fra Swim Team Hovedstaden fightede for hvert et point, leverede det ene fremragende resultat efter det andet. At det i sidste ende ikke var nok til at blive i Svømmeligaen er ærgerligt, men så heller ikke mere!
Da 4. afsnit var svømmet færdigt, og pointene talt op, manglede holdet fra Hovedstaden 533 point i forhold til Lyngby som dermed sikrede sig den 6. plads som giver adgang til næste års Svømmeliga. Hovedstaden lagde ud med en føring på ca. 350 point efter første afsnit, det skrumpede til 195 efter 2. afsnit, og efter det 3. afsnit havde Lyngby atter hentet point på os. Ved starten af 4. afsnit havde vi et forspring på 180 point, og det skulle desværre vise sig ikke at være nok.
Men de 533 point de slog os med er umulige at finde i de i alt 124 gange, en svømmer fra Hovedstaden var i vandet. Alle svømmere præsterede over det niveau, vi på forhånd havde håbet på. I alt lavede holdet 53387 point, en forbedring på 4098 point i forhold til sidste år. Og det, der er mest bemærkelsesværdigt her er, at det stort set er det samme hold, som vi stillede med sidste år. Men 20 af holdets 23 svømmere deltog også ved mesterskaberne sidste år. Denne fremgang er fremragende, og jeg tvivler meget på, at nogen anden dansk klub har præsteret det samme!
Sidste år scorede holdet 49289 point og det rakte på landsplan til en 11. plads. Dengang slog Lyngby – som også sidste år lige præcis svømmede en 6. plads hjem – os med ikke færre end 5136 point. I år er Hovedstaden hoppet 2 pladser op, og vurderet på point er der altså kun 8 hold i Danmark, der scorer flere point end Hovedstaden. Derved er der i hvert ikke længere tvivl om, at Hovedstaden hører til i den bedste danske svømmedivision. Men det ændrer ikke på, at vi næste år, må tilbage i 1. division og kæmpe for at komme tilbage til Svømmeligaen.
Weekendens resultat var en holdpræstation, hvor både holdets profiler og holdets helt unge svømmere forbedrede deres bedste tider – og fra start til slut kæmpede med at holde Lyngby bag os. Og selv, da det gik op for os, at det ikke længere var muligt at holde 6. pladsen, da fortsatte svømmerne med at kæmpe forbilledligt.
Tillykke til hele holdet med den fremragende præstation, I her har ydet.
Holdet bestod af:
Joakim Ro-Poulsen, Victor Ludvigsen, Christian Christensen, Sigurd Dideriksen, Martin Collignon, Tim Jensen, Jonathan Willems, Kristoffer Weber, Jason Christensen, Tobias Sandager, Hannibal Moulvad, Kristian Thomsen, Julie Christensen, Miriam Stupak Møller, Signe-Marie Andersen, Isabel Brylov, Julie Leth-Espensen, Mathilde Huss-Hansen, Emma Aabroe, Louise Fleron, Amanda Sandager, Mathilde Leth-Espensen og Louise Delani.